"Dele af denne artikel er bragt i marts-nummeret af månedsbladet M! sammen med billder du ikke kan se her. Køb bladet og se billederne.
af Martin (OARS) Wagner 
For to år siden var jeg i USA og naturligvis også i Grand Canyon. Da jeg fløj over Colorado-floden, som går hele vejen gennem Grand Canyon, startede drømmen. På et eller andet tidspunkt i mit liv ville jeg rafte igennem Grand Canyon. Som den fladtvands-dansker jeg er, havde jeg absolut ingen idé om, hvordan man skulle gribe projektet an. Men 2 år senere kom løsningen i form af en e-mail.
En dag tændte jeg min computer, der var en besked fra en af mine venner, som er rafting-guide i USA. "Har du lyst til at tage med på rafting-tur gennem Grand Canyon?". Gæt, hvad jeg svarede... 4 måneder og utallige e-mails senere kunne jeg for første gang stå i våddragt og redningsvest og dyppe tæerne i Colorado-flodens iskolde (smelte)vand.
Men før jeg fik våde fødder, var der gået flere måneder med forberedelser. For en 22 døgn og 450 kilometer lang rafting-tur er ikke noget man bare lige gør. Og slet ikke i USA. For det første skal man have en tilladelse fra National Forest Service. Og for at få sådan én, kan man enten stå på venteliste i ca. 10 år, eller man kan komme med på et afbud. Vi var så heldige, at vi kom med på et afbud. Vores tur-leder hed DJ og vi var i alt 9 med på turen. DJ var den eneste som kendte alle på forhånd - alle undtagen mig. Jeg var jo også den eneste dansker på turen, og kendte kun min kammerat Butch, som jeg skulle dele raft med.
17 døde i år - indtil videre
Vores Put In var ved Lees Ferry i Arizona, hvor den nådesløse ørkensol brændte og temperaturen i den skygge, der ikke var noget af, var omkring 30°. Men før vi fik lov til at sætte os i gummibådene, så skulle vores Grand Canyon National Park River Ranger tjekke alt vores udstyr. Det tog ca. 45 min. Det siger lidt om, hvor meget udstyr vi havde med. Bl.a. skal vi have udstyr med, så vi kan bære alt "fast menneskeligt affald" (et pænere ord for afføring) med ud. Det er nemlig ikke tilladt at skide i floden. Desuden skal vi have mad og drikke til 9 mennesker i 22 dage samt køkkenudstyr til at lave maden. Så er der al førstehjælpsudstyret, redningsudstyret, grejet til at reparere flåderne med samt naturligvis vores personlige udrustning.
Vi var 3 store rafts, 2 kajakker og 1 cataraft og alle var lidt mere end godt pakkede. Den største, som var ca. 6 meter lang, vejede omkring 1,5 ton!
Efter vi var blevet tjekket ud af Rangeren fulgte et foredrag, hvor vi bl.a. fik at vide, at der var druknet 17 mennesker indtil videre det år. Alvoren gik virkelig op for mig, da han viste billeder af forliste både og begyndte at tale om hypothermia (afkøling) som den hyppigste dødsårsag på raftingture. Efter 5-10 minutter i vandet, som er 5-7° koldt, fryser man så meget, at man ikke kan svømme mere. Og så er det godnat.
Senere på turen stiftede jeg selv bekendtskab med hypothermia og hvor farligt det er!
Ed - vores ranger - fortalte desuden, at de manglede at finde et lig. Et ægtepar var druknet et par dage forinden, og de havde fundet konen, men ikke manden. Vi fandt ham 10 dage efter. Men mere om det senere...
Jeg fik udleveret min flodguide, hvor der står alt om floden. Der er kort over alle faldene med klassificeringer, så man kan nå at forberede sig inden man går ind i et vandfald. Alle fald på Colorado-floden er klassificeret 1-10, hvor 10 er det sværeste. Og tro mig - man vil ikke gå igennem et klasse 6 fald eller derover, uden at spejde det først.
Efter de mange og lange forberedelser var vi endelig klar til at sætte bådene i vandet og mærke adrenalinet flyde lige så hurtigt som vandet i floden. Jeg tog en dyb indånding, skubbede båden ud i strømmen og hoppede ombord med en vildt fed fornemmelse i kroppen. Det boblede i maven. Dels af spænding og dels af lykke. Tænk, at min største drøm var ved at gå i opfyldelse...
Det første fald
Selv om der er ret meget vand i floden, er vores første dag ikke så vild. Flodstrømmen er mellem 17,000 - 23,000 cfs (kubikfod/sekund). Det svarer til mellem 480.000 - 650.000 liter pr. sekund.
Efter 13 km kommer vi til det eneste store fald den dag. Badger Creek, som er et klasse 8 fald. Jeg bider tænderne sammen og holder godt fat. Butch lærer mig at "læse vandet" og han lægger båden i position. Jeg kan mærke, hvordan adrenalinet begynder at pumpe. Vi glider stille hen mod det brølende, skummende hvide vand og så sker det. Forenden dykker. Jeg holder fast i min strop, så mine knoer bliver helt hvide. Den første bølge skyller hen over os. Så den næste og den tredje og så er det overstået. 30 sekunder er der gået. Jeg er stolt som en pave. Mit første fald på Colorado-floden! Hjertet banker og jeg ligner en flækket træsko i hovedet, med mit kæmpe øre-til-øre smil. For selv om jeg har raftet i både USA, Frankrig og Sverige før, så er det her noget helt specielt.
Resten af eftermiddagen går stille og roligt. Der er ikke så meget andet at lave end at nyde solen, naturen og stilheden, og efter 19 km slår vi lejr.
Efter solnedgang sidder vi i sandet, sludrer og kikker op på stjernerne. Det her er livet. En af de andre spørger, hvad klokken er. Der er stille et par sekunder, så er der en der svarer "Who cares??!" Og det er netop sådan jeg har det. Alt hvad der hedder hverdagens rutiner, bekymringer og problemer kan ikke komme i nærheden af os herude i ørkenen.
De brølende 20're og hullerne
BANG!!! Nu kommer whitewater-dåben. Efter den blide start tager vi hul på "De brølende 20're" 7 store fald (klasse 6-8), der ligger mellem River Mile 20 og 27. Teknisk svære fald med store sultne huller.
Jeg er stadig ved at lære båden at kende, så jeg får ikke lov til at styre os gennem faldene endnu. For en ting er, at sidde i en båd mens de brølende vandmasser kaster rundt med den. Noget helt andet er at sidde med årerne.
Af en eller anden grund er det altid Butch og mig, der tager de store fald først. Så allerede på andendagen har vi fået ry for, at hvis der er en let vej og en mere udfordrende, så tager vi den sværeste. Vi klarer "De brølende 20're" i fin stil selv om det næsten går galt for Dave og Diane i 24 Miles-faldet. Det er et klasse 8 fald med et pænt hul ca. midtvejs i faldet. Vi er helt enige om, at vi i hvert fald ikke skal ned i det hul, så vi holder til højre i faldet. Det misforstår Dave & Diane, så de tager venstre løb, som de tror er den lette vej. Boom, så er de i hullet. Vi holder vejret, men heldigvis er deres raft så stor, at de ikke bliver hængende i hullet. Vi ånder lettede op for det kunne ha' gået galt. Og det gør det også senere!
Spiderman og helikopter-evakuering
Om aftenen kommer vi til "Silver Grotto". Den eneste vej op i grotten er ved at svømme igennem iskolde pools og klatre op ad glat klippevæg. Vi har ikke noget klatreudstyr med - kun et redningstov. Men heldigvis har jeg været på klatrekursus i Alperne, så jeg kan gi' alle en kort lektion i klatreteknik. Jeg slutter naturligvis af med at klatre op ad den glatteste klippeside og sige "I gør bare sådan". Så der går ikke lang tid før jeg har fået øgenavnet "Spiderman". Alligevel sker der et enkelt uheld. Denise glider, falder ned og slår hoften. Heldigvis ikke alvorligt, men hun får et pænt blåt mærke. Desværre er den gruppe vi følges med, er ikke helt så heldige.
Efter vi er taget videre næste dag, kommer de til grotten. De har heller ikke noget klatreudstyr, så det går helt galt. En af pigerne glider og slår hovedet ind i klippen. Bang! Åbent kraniebrud.
Alle grupper der tager ned af Colorado-floden skal have mindst én med, der er uddannet i førstehjælp. Hos os har alle førstehjælpskursus og desuden er Dave kirurg og Diane er sygeplejerske. Vores følgegruppe har en ambulance-sygeplejerske med, og hun får sin sag for. Hun forbinder pigen, så blødningen stopper og tilkalder hjælp over radioen. Efter ca. en time kommer helikopteren og evakuerer den uheldige. Hun slipper ud med livet i behold og der er ikke noget, der tyder på at hun får varige mén.
Frisk fisk og friske fald
Naturen er så flot, at ord næsten ikke kan beskrive det. Men jeg er helt sikker på, at det ord jeg bruger mest på den her tur er WOW! Uanset hvor jeg kikker hen, er her vildt flot. Især for en lavlandsdansker som mig.
Vi gør holdt ved South Canyon for at se Anasazi-stammens ruiner. Doug og jeg klatrer ind i en af hulerne og da vi kommer til enden, stirrer vi lige ned i en sidecanyon. Jeg stikker overkroppen ud gennem hullet og oplevelsen er for intens. Hvis jeg glider, får jeg et frit fald på ca. 100 meter! Det er med garanti også det sidste jeg kommer til at opleve.
Næste "turistattraktion" er Redwall Cavern. En kæmpestor hule med sand på gulvet. Desværre er det forbudt at overnatte her. Det ville ellers være for fedt, for sandet er blødt og varmt at ligge på. Så vi må nøjes med at tage billeder og spise frokost.
Vi glider videre ned ad floden. Ikke meget whitewater her, så jeg sidder ved årerne. Butch griner og smider kortet over til mig og siger "Er det ikke på tide, at du ta'r dit første fald?". Min mave snører sig sammen, pulsen stiger og jeg mærker den tørre metalliske smag af adrenalin. "Øøøh, jo" er noget af det mest intelligente jeg kan fremstamme. Jeg rejser mig op i båden. Læser vandet og beslutter mig for at tage faldet lidt til venstre for midten. Jeg spø'r Butch om han er enig. Han griner bare og si'r "It's your call!". Jeg tager en dyb indånding og retter båden op. Nu er det virkeligt. Vi på vej ind i mit første Grand Canyon fald.
Jeg holder tungen lige i munden og båden lige i vandet. Hen over første bølge. Båden drejer. Jeg retter den op. Næste bølge rammer os, og Butch, som nu sidder i stævnen, bliver gennemblødt. Han råber gennem bølgernes infernalske buldren "Det gjorde du med vilje!!". Jeg vil ønske, at han havde ret. Men sandheden er, at jeg mistede styringen et kort øjeblik. Pludselig er det overstået, og vi er på vej ud i eddie'n. Jeg må knokle med årerne for at få os ud i strømmen igen.
Jeg rejser mig op i båden, og brøler alt hvad jeg kan. De andre griner og hyler med. Vi lyder som et helt kobbel forkølede ulve. Nu har jeg fået stemplet OARS (Officially A River Scum).
Til aftensmad får vi friskfanget regnbueørred, og så skal jeg ha' min officielle dåb. Ifølge traditionen ta'r man en ordentlig mande-slurk af de andres sprut. Så jeg får både piratrom, flere slags whisky og to slags tequila. Alligevel kan jeg både stå og gå i seng bagefter. Jeg skal dog lige ned til floden og slå en streg. Man skal nemlig tisse i floden. Ikke noget med at gå om bag en busk. Mens jeg står nede ved floden kommer jeg til at tænke på hvad Ranger Ed sagde: "Husk, at vi finder mange druknede mænd med gylpen åben." Pludselig føler jeg mig meget ædru. Får jeg overbalance nu er turen slut... Men sådan er Colorado-floden; en fejl for meget og du er død. Det fik vi bevis for et par dage senere.
En fuckin' rattlesnake
Vi er kommet til Nankoweep, hvor Anasazi indianerne for 1000 år siden byggede store forrådshuler i klippevæggen ca. 200m over flodens overflade. Vi vandrer op ad bjerget for at se hulerne og nyde den vildeste udsigt. Doug går rask forbi en stor gul busk. Charles stopper et par meter før busken og råber "RATTLESNAKE!" Vi stopper allesammen øjeblikkeligt. Jeg har aldrig set en klapperslange før, så da jeg får øje på den, råber jeg "It's a fucking rattlesnake". Jeg bliver så glad for at se den, at jeg springer frem mod den med mit kamera højt hævet og skynder mig at skyde den mens den ligger stille og kikker på mig. Det er helt sikkert ikke den korrekte måde at reagere overfor en klapperslange, men jeg fik mit billede og ingen lider overlast. Det er i øvrigt en vildt doven "rasleorm", for da vi kommer tilbage, er det begyndt at regne. Og den ligger bare der og gider ikke engang vrikke lidt med halen for os. Dovne orm!
Det fortsætter med at regne, så vi spiser aftensmad under en presenning vi har spændt ud mellem træerne. Det regner hele natten, men om formiddagen er der opklaring på vej. Næste gang vi får regn er det meget mere alvorligt, men det ved jeg heldigvis ikke noget om endnu.
Vi sejler videre ned af floden og møder Little Colorado River. Den ligner chokolademælk, så mudret er den. Så fra det øjeblik er det farvel til det klare blå vand og goddag til Den chokoladebrune Dræber.
Op på fars horn
Det første fald i dag hedder Hance. Det er et hyggeligt lille klasse 10 fald. Nej, de fås ikke større. Så med vanlig vanvittighed ta'r Butch og jeg det først. Vi beslutter os for den venstre side af faldet. UPS! Forkert! Vi ryger lige igennem en ca. 3 meter høj bølge og ned et stort hul. Heldigvis er vores cataraft så sødygtig, at vi ikke bliver trukket ned eller flipper. Båden kommer op og rider på den næste bølge, men vi har mistet så meget fart, at vi surfer på bølgen. Det er en total fed oplevelse. Vi ligger helt stille i et af de vildeste fald, mens vandet buldrer afsted under os med 30 - 40 km/t! Vi ligger der kun et par sekunder, så ryger vi videre og 150 meter senere er vi ude af Hance.
I en uge har vi ikke set andre mennesker end den gruppe vi har fulgtes med, så det er helt underligt at komme til Phantom Ranch. Nu skal vi lige pludselig til at have T-shirts og shorts på. Phantom Ranch ligger midt i ørkenen og et yndet udflugtsmål for turister der kommer til Grand Canyon Village. Det er helt underligt at gå op og få en kold drink med isterninger. Næsten lige så underligt som at sidde på et toilet og kunne skylle ud. Eller som at dreje på en hane, så der kommer drikkevand. Tænk, hvor mange ting man bare vænner sig til, og som man sætter dobbelt så meget pris på, når de ikke er der.
Vi får fyldt mavesækkene og vandtankene og så afsted igen. Vi er ikke vant til at have mennesker omkring os, så vi kan høre, at floden kalder med sin sirenesang.
Efter pausen ved Phantom er pulsen nede, men da vi kommer til Horn Creek, så er vi oppe at køre igen. Horn har fået sit navn efter den store klippe, der ligger midt i floden, så vandet laver et horn. Vi spejder faldet, og alle er rørende enige om at undgå hornet og at "the left side is the right side". Så da vi er på vej ud, vil vi selvfølgelig over til det venstre løb. Men den ene åre ryger ud af gaflen, så vi når aldrig derover. Kawoof, så er vi på vej ind i den største bølge, jeg har set på en flod. En 3,5 meter høj chokoladeis med flødeskum står foran os, og jeg når lige at sende en venlig tanke til alle dem jeg skylder penge i Danmark, mens Butch råber "This Is Not Where We Wanna Be!!!". Tak, det har jeg fattet.
Vi ryger lige igennem bølgen og kommer ud på den anden side. Men raften har drejet sig, så vi nu ligger med siden til. Jeg kan ikke høre Butch råbe mere, så jeg kikker bagud. Han er væk! Jeg drejer hovedet og ser den næste 3-meterbølge stå foran os. Båden bliver løftet op, og vi er næsten oppe og stå på en ponton. Jeg high-side'r alt hvad jeg har lært og får reddet os fra at flippe. I det øjeblik jeg får presset båden på ret køl bliver Butch skyllet op i sædet igen. Jeg har aldrig set noget lignende! Det var som om floden smagte på ham og så spyttede ham ud igen. Det er det vildeste adrenalin-rush jeg har haft på turen. Men der kommer flere...
Efter i dag har jeg fået mig et øgenavn mere: Crash Test Dummy. Om aftenen fejrer vi, at vi er i live med at tage et bad. Et rigtigt brusebad med sæbe og alt det dyre. Luksus!
Hviledag og dagen derpå
Vi ta'r en hviledag, hvor vi beslutter os til at vandre ind i landet til Monument Creek. Endnu en super-fantastisk naturoplevelse med masser af WOW's. Vi følger den lille å og efter 8 kilometers vandring kommer vi til kilden. Dér midt i ørken sprøjter den kækt det reneste kildevand ud. Vi kan ikke styre os, så vi smider tøjet, bader under kilden og drikker masser af rent vand.
Efter aftensmaden fortæller Butch os om "Walker-enhjørningen". En af hans venner fra college kan sætte en øldåse fast i panden uden at bruge lim, men ved at udnytte sin specielle hovedfacon til at skabe et vakuum, der får dåsen til at sidde fast. Jeg tænker lidt over det, kikker ned på de mange øldåser vi har tømt og samler to af dem op. Og efter kort tid har jeg fået et nyt øgenavn: "Den dobbelte Wagner-enhjørning".
Vores lejr ligger lige ved Granite Rapid - et 200m langt klasse 9+. Så vi lægger hårdt ud med et godt adrenalin-buzz næste dag. Som sædvanlig starter Butch og jeg. Vi fortsætter stilen, så ca. 1/3 inde i faldet forlader Butch igen raften. Denne gang ryger der en åre med i købet. Jeg laver mit sædvanlige du-bli'r-bare-her-trick med båden, så vi ikke flipper rundt. Endnu engang spytter floden Butch ud og lige op i sædet. Jeg undrer mig over, hvad han spiser, siden floden ikke vil ha' ham... Mens vi pisker ned igennem de 2-3 meter høje bølger, løsner jeg en af vores reserveårer, og Butch får sat den fast i gaflen. Men vi har åbenbart ikke opbrugt vores held, for da vi kommer ud af faldet, ligger vores åre i eddielinien og griner af os. Som straf fisker jeg den straks ombord og binder den fast som reserveåre, hvor den kommer til at ligge resten af turen. Ha!
To kilometer længere ned af floden venter Hermit. En sølle 9'er. Vi er begyndt at vænne os til de store fald, og jeg er blevet rigtig adrenalin-junkie. Og det får jeg masser af i dag. For efter 2 kilometer starter vores første store redningsaktion.
"Han er ikke rigtig læge..."
Hermit har de største bølger jeg har set! 4 meter stående bølger er et imponerende syn. Og vi skal igennem dem!
Vores følgegruppe overhalede os ved Granite, så vi regner ikke med at se dem i Hermit. Men da vi er på vej igennem faldet, kan vi se, at der er noget helt galt. Den orange 6-meter raft ligger med bunden i vejret, der er folk i vandet mens nogle sidder helt apatiske på klipperne. De andre i vores gruppe ta'r venstre løb, så de kan ikke nå over på højre bred, hvor raften ligger. Heldigvis ta'r vi det højre løb, så vi kan nå ind. Jeg fortøjer båden og Butch går over til dem, der holder raften. Jeg går over til en pige, der sidder og presser en sok mod hovedbunden. Det er ambulancesygeplejersken. Hun har fået en pagaj i hovedet, men hun kan ikke bedømme, hvor hårdt såret hun er. Den eneste anden i deres gruppe, der har udvidet førstehjælp, er hende, der blev fløjet ud med kraniebrud.
Butch hjælper de andre med at få raften på ret køl, og får folk ud af vandet før de bliver for kolde. For selv om luften er 30-35° er vandet kun 5-7°.
Jeg fjerner sokken og ser to dybe 4 cm lange flænger, "Du skal sys". Hun kikker på mig og jeg kan godt se det absurde i at sige det, når der er ca. 500 km til nærmeste skadestue. "Vi har en læge med i vores gruppe" skynder jeg mig at tilføje. Vi får hende ombord på vores raft og ned til det næste store fald, som er Crystal. Et 10+ fald med masser af sten, så vi ved, at de andre venter på os. Vi er jo Crash Test Dummies, så vi skal jo tage faldet først.
Mens Dr. Dave & søster Diane syr ofret med i alt 8 sting beroliger Doug hende ved at fortælle, at Dave overhovedet ikke er rigtig doktor, men at har spillet en i en komedieserie på TV. Hun bli'r lidt utryg ved den melding, men Doug kan ikke holde masken, så Dave må indstille syningen, mens vi alle sammen griner af.
Der er to fald på Colorado-floden som selv de mest hærdede rafters virkelig har respekt for: Crystal og Lava. Vi står og betragter Crystal og lige pludselig føles det som om vores ure er erstattede af kalendere. Tiden er næsten gået i stå. Vi bevæger os i slowmotion. Ingen siger noget. Fattede og tavse går vi op til vores raft og begynder indsejlingen. Der er to måder at tage Crystal på. Gæt hvordan vi tager det. Ja, som sædvanlig kaster vi os ud i de største udfordringer. Vi ryger lige ind i "The Boneyard", men vi er fast besluttede på, at det ikke er vores tur til at få permanent opholdstilladelse på kirkegården. Og endnu engang klarer vi 150 meters frådende vandvid og kæmpe bølger. Vi kommer endda fri af stenområdet uden huller i pontonerne. Dette er det største adrenalin-kick hidtil. Men der kommer et, der er større!
Er det en ko???
Nu begynder dagene at ligne hinanden. Men på 10. dagen sker der alligevel noget som ingen af os nogensinde vil glemme.
Butch og jeg kommer ned ad floden som første båd. Butch får øje på noget ovre ved højre bred. Jeg ligger bare og nyder solen, så jeg vender mig dovent om, da han siger "Det ligner en ko". Jeg griner og siger "For fa'en Butch - vi er jo midt i ørkenen. Hvor skulle koen komme fra. Tror du den er hoppet ud fra dæmningen?" Da jeg ser, hvad han peger på og ser hans alvorlige ansigtsudtryk, så griner jeg ikke mere. Det er et lig. En mand, der ligger nøgen og er såopsvulmet, at han er på størrelse med en ko. Det eneste han har på er en vandrestøvle!
Der er ikke andet at gøre end at bjerge ham. Men vi har absolut ikke lyst til at røre ved liget, så en af de andre både tager ham på slæb. De tøjrer ham ved en lejrplads, der er afmærket på kortet 118 miles ned af floden.
For anden gang på turen må vi bruge radioen til at tilkalde en helikopter. Og 2 timer senere kommer den og fjerner liget. Den aften er alle meget stille, og ikke engang min joke: "Er der flodheste i Colorado-floden?" "Nej, de har lige fjernet ham!" kunne få liv i selskabet. Så vi gik alle tidligt i seng.
Fanget i en regnstorm
Dave får lov til at lege doktor igen. For anden gang flipper den store orange raft i vores følgegruppe. Denne gang går det rigtig galt! Rorsmanden er indianer og har guidet ture ned af floden i en halv menneskealder. Men da raften vender rundt, bliver han fanget under den og drukner, så han må genoplives i næsten 5 minutter, før han er ved bevidsthed igen. Det her er vist hans sidste tur ned ad floden.
Vi sejler videre og prøver at nyde det gode vejr. Vi kommer frem til Tapeats Creek og Eric, Doug og jeg beslutter os for at stå af bådene, og vandre over bjergkammen. Ifølge Charles (som ikke selv tager med) er det utrolig flot vandretur på ca. 2 timer. Vi starter ved 3-tiden om eftermiddagen, så vi mener selvfølgelig, at vi har masser af tid. Forkert. For det viser sig, at det er en 5-7 timers vandretur!
Vi møder 2 vandrere, og de fortæller os, at det ta'r ca. 5 timer at komme frem til det sted de andre efterlader kajakkerne til os. "We're fucked" som Doug så malende udtrykker det. Vi traver alt hvad remmer og tøj kan holde, men vi er alligevel kun lige kommet op på bjergkammen, da tusmørket sænker sig over ørkenen. Som om det ikke var slemt nok, er der en regnstorm på vej mod os! Vi har kun en halvflad lommelygte med og eftersom der ikke ligefrem er asfalteret en sti i ørkenen, kommer vi meget langsomt frem.
Så begynder det at lyne. Det gode ved det er, at vi trods alt kan se, hvor vi går. I hvert fald i nogle sekunder ad gangen. Vi er kun lige kommet over bjergkammen, da regnen kommer. Og det vælter ned. Samtidig falder temperaturen til ca. 10°. Så vi må søge ly under en klippe. Hvor fedt er det, at have gennemblødte shorts og T-shirt på, når det er så koldt? Vi venter til den værste regn er overstået, og begynder at gå nedad. Vi bliver nødt til at bevæge os for at holde varmen.
Det lyner næsten ikke mere og vores lommelygte er flad, så da vi ser en stor klippe, beslutter vi os for at søge ly under den. Vi kommer ind under den og der ligger to andre i forvejen. Vi måber noget, men de er også blevet overrasket af regnen.
Jeg er nu blevet så kold, at jeg ikke længere kan mærke noget. Jeg vil bare sove. Men en lille rød lampe blinker i baghovedet. Hvad var det Ed sagde om hypothermia? Hvis jeg falder i søvn nu, vil jeg så vågne igen? Jeg tager min våde T-shirt af, og spørger de to vandrere om ikke de har en tør trøje, jeg kan låne. Jo, svarer den ene og giver mig en fleece. Tænk, at en tør trøje kan redde ens liv!
Når det regner i ørkenen er det ikke kun mennesker, der søger ly, så natten går med at prøve at sove, lytte til klapperslanger og mærke skorpioner, der vandrer hen over en. Lig helt stille, så bider de ikke. Ja, ja det er let nok at sige. Heldigvis er jeg stiv af kulde, så det er ikke så svært at lege død. Midt om natten bliver jeg vækket af Doug, der skriger, at han er blevet bidt af en fugleedderkop. "Så må vi jo håbe, at den ikke er giftig" er Erics kølige kommentar.
Da solen endelig står op, skynder vi os ned til kajakkerne. De er der heldigvis stadig, og jeg får min ilddåb i whitewater kajak. I første fald ryger jeg naturligvis ud, men kommer hurtigt op igen og videre. Aldrig har jeg været så glad for at se lejr som den morgen!
Den flyvende raft
Efter 15 dage på floden kommer det største fald. 200 meter langt og med 11 meters fald. Jeg synes, at det er total vildt og alle de andre, som har været igennem det før, bliver så underligt tavse. Butch kikker alvorligt på mig og siger, at det er for vildt. Jeg synker en klump, for hvis han synes, at det er for vildt såe...
Men vi skal jo igennem. Højre side har en 5-6 meter V-formet bølge, som ender i et gigantisk hul. For enden af faldet står en klippe på størrelse med et hus! Problemet er, at der er kun en måde at gå ind i faldet på. Misser man, er det slut. Og med en gennemstrømning på 1/2 million liter i sekundet er der mere vand end nogle af de andre nogensinde har set i Lava.
Doug sejler først i sin kajak, for hvis noget går galt for os andre, er det lettere at redde folk fra kajak. Butch og jeg er som sædvanlig første raft. Vi er på vej ind i faldet og Butch lægger båden perfekt. Jeg har så meget adrenalin i kroppen, at jeg ikke kan sidde stille. Vi er på vej ind i de største vandmasser jeg nogensinde har set fra så lille en båd.
Vi kommer ud på tungen i midten. Det perfekte sted! Og så er det ellers lige som at køre i en gigantisk rutschebane. Helt præcist 12 sekunder er der gået fra vi flød på kanten af døden. Nu er det forbi og vi er i live. Ret meget endda. Vi råber og skriger. Danser rundt og krammer hinanden som et par gennemblødte vildmænd.
Næste raft er Dave og Diane. Dave tror, at han skal mere til højre end os, så han tager den lige ud over den V-formede bølge og direkte ned i hullet. "Dave, what the fuck are you doing" nærmest skriger Butch. Vi står og ser magtesløse til da de lander i hullet. Det mest livsfarlige sted på hele floden. I en halv evighed (ca. 30 sekunder) ligger de dér. Magtesløse. Mens 500 tons vand i sekundet skyller ned over dem. Ulykken er uundgåelig. Og pludselig kaster floden den 1 1/2 tons tunge raft op i luften, og knækker den massive ramme som om det er et stykke legetøj.
Dave og Diane bliver suget ned på bunden af floden, hvor de bliver rullet rundt i næsten et minut. Vi får øje på Dianes selvlysende pink hjelm. Doug er allerede på vej ud for at hente hende. Han bjerger hende og padler over til os. Vi hiver hende ombord. I mellemtiden hiver Charles Dave ombord i sin raft. Men alt udstyret og selve raften er på vej ned ad floden, så vi må ro alt hvad vi kan, for at prøve at fange så meget som muligt. Det er en kamp mod strømmen og uret. Butch sætter Diane overfor sig, så de kan ro sammen. Det er vigtigt, at hun laver noget, så hun ikke går i chok. Jeg er travlt beskæftiget med at prøve at bjerge så meget som muligt. Vi får fat i raften og det meste at udstyret - selv skraldespandene!
Om aftenen er alle dødtrætte. Vi drikker en masse tequila, og det ender med, at jeg falder i søvn mens jeg sidder og spiser aftensmad. Oven på en så vild dag lukker kroppen altså ned, når den ikke gider mere. De andre påstår, at jeg ikke kan gå i seng, men maver mig hen over sandet som en gammel commando-soldat. Det skal nok passe, for jeg har en masse sand overalt, da jeg vågner næste morgen.
Diarre og modvind
Turen er ved at være slut. 21 døgn, 450 kilometer, 99 fald og 1000-vis af indtryk ligger bag os, da vi begiver os ud på den sidste kraftanstrengelse. Vi skal ro vores både over Lake Powell, som er ca. 5 km bred. Vi kommer til søen ved 2-tiden om natten. Vinden blæser så meget, at vi ikke flytter os en meter, selv om vi ror alt hvad vi kan, så vi fortøjer bådene og prøver at få lidt søvn. Alle sover, da jeg vågner og skal på toilettet NU! For man diskuterer ikke med en mand med diarre! Butch sover ved siden af spanden. Jeg flår låget af og siger, at hvis han ikke vågner og gi'r mig toiletpapiret, så skider jeg på hans sovepose. Ja, der er ikke rigtig nogle grænser tilbage, når man har levet så tæt på hinanden i så lang tid.
Ved solopgang starter slaget. Vinden blæser 10 - 12 m/sek stik imod os. Vi dobbeltmander årerne - dvs. en skubber mens en anden trækker. Og når jeg ikke ror, sidder jeg på tønden. Efter 4 timers mareridt kommer vi endelig til stranden, hvor en bus med trailer venter på os.
Det er tid til at lukke luften ud af båden. En flad fornemmelse ovenpå sådan et eventyr. Men en ting er sikkert. Det er ikke sidste gang, jeg har været på Colorado-floden! Som Arnold ville ha' sagt "I'll Be Back!!!"
De grundlæggende rafting-udtryk:
- Eddie
- Vand, der løber mod strømmen. Som oftest en pool bag en stor sten eller der hvor floden bliver bred efter en indsnævring. Eddies er som regel det sikreste sted at komme ud af strømmen.
- Eddie Line (Eddie grænsen)
- Linien, hvor det vand, der løber mod strømmen passerer det vand, der løber med strømmen.
- Flip
- Når en raft vender rundt, og ligger med bunden i vejret.
- Gradient
- Hvor "stejl" floden er, målt i fod eller meters fald pr. mile eller kilometer af flodens løb.
- High Siding
- Når en raft er ved at rejse sig op på den ene ponton, kaster man sig med al kraft mod den ponton der er oppe i luften, for at presse den ned, og dermed forhindre raften i at flippe.
- Hole, Hydraulic (Hul)
- Hvor vand, der løber over en stor sten eller anden forhindring løber ned og tilbage i sig selv. Jo mere lodret et fald er, jo værre er hullet som regel. Risikoen er, at når man kommer ned i et hul, kan man ikke komme ud igen. Man bliver liggende, mens de massive vandmasser leger kispus med ens raft. Lige indtil floden beslutter sig for, at det ikke er sjovt at lege mere. Det er som regel, når båden er fyldt med vand, så den vender rundt. Så huller undgår man som regel!
- Laterals (Sidebølge)
- En bølge eller et hul, der kommer sideværts ud fra en forhindring.
- Put-In
- Der hvor man kan putte båden i. Her starter turen.
- Raft
- Specielt forstærket gummibåd, der er beregnet til whitewater.
- Rapid (Fald)
- Det er whitewater! Vand, der løber gennem en lavere, snævrere eller stejlere sektion af floden.
- River Rating (Klassificering)
- En måde at bestemme, hvor svært et fald er at rafte. International rating er I - VI.
- Run (Løb)
- Den del af floden man kan rafte på.
- Standing Wave, Haystack (Stående bølge)
- En bølge, der er formet af forhindringer på flodbunden, hvor bølgen står stille i forhold til bredden.
- Take-Out
- Hvor båden tages op af floden. Det mest triste sted, for der er her turen slutter.
Grand Canyon ordsprog:
TAKE NOTHING but pictures
LEAVE NOTHING but footprints
Hvis du vil rafte...
Man kan stort set rafte, hvor der er floder, fosser eller elve. Her er et par steder, hvis du har fået lyst til at prøve:
EUROPA:
Norge:
I Sydnorge er Sjoa-elven den mest benyttede.
Vil du høre mere, så kontakt:
Flåteopplevelser Tel 61 23 50 00.
Heidal rafting Tel 61 23 60 37.
NWR Tel. 61 23 87 60.
Sverige:
I Sverige hedder rafting "forsränning", og Svensk Rafting Forbund hedder Forsföretagens Riksorganisation i Sverige (FoRS).
Man skal desværre ret langt op i Sverige for at få ordentlig rafting. Kontakt evt.:
Aktiv Fors i Vännäsby
Tlf. 0935 - 200 30, Fax 0935 - 200 30.
E-post: mikael.eklund@itadventure.se
Ödemarksturer i Kiruna
Tlf. 0980 - 292 81, 824 32.
Ansvarlig for forsränning: Einar Lindblom.
Äventyr och Upplevelser AB i Njurunda
Tlf. 060 - 318 67, Fax 060 - 318 57.
Vildmark i Värmland AB i Torsby
Tlf. 0560 - 140 40. Fax 0560 - 130 68.
Eller kontakt Sveriges Rejse- og Turistråd i København, tlf.: 33 126 106.
Frankrig
Isere floden har masser af fald og flot natur. God for begyndere.
Desuden er der gode rafting-muligheder i Tyrkiet, Østrig og Schweiz.
SYDAMERIKA:
Ecuador:
Rio Upano. Klasse III - IV. Gennem regnskov med hellige vandfald og papegøjer om ørerne.
Kontakt Juan Rodriguez fra Row Expediciones
E-mail: row@uio.satnet.net
Peru:
Urubamba floden (god for begyndere).
Chile:
Bio Bio floden.
ØSTEN:
Nepal:
Karnali River.
Kontakt den lokale turistinformation eller dit rejsebureau.
USA:
Wenatchee River i Washington - Where most of us work as guides.
Colorado River i Arizona
New and Gauley Rivers i West Virginia
Nyttige Internet adresser til Rafting:
http://www.itadventure.se/index.html
http://www.nif.idrett.no/padling/
"When was the last time you did something for the first time?"
Doc Wago
